Kinesisk epidemi kræver første offer i Beijing.
Den kinesiske hovedstad, Beijing, har registreret det første dødfald i udbruddet af en 'hånd, fod, mund sygdom'. Myndighederne forsøger at inddæmme virussen op til OL.
Beijings sundhedsbureau oplyser, at en dreng 13 måneder mistede livet på vej til hospitalet i søndags. Det bringer detsamlede dødstal op på 41, skriver Reuters. Drengen er blevet undersøgt for enterovirus 71, der er årsagen til flertallet af dødsfald i udbruddet.
Epidemien brød ud for flere uger siden i den østlige Anhui provins. Og mere end 27.500 tilfælde er blevet registreret. Mens epidemien tilsyneladende breder sig til andre provinser, så falder antallet af nye tilfælde i Anhui.
Efter udbruddet har Kina udstedt en national advarsel, lukket børnehaver og undervist personale i vuggestuer og på skoler om hygiejne.
Ifølge de kinesiske myndigheder bliver epidemien dog ingen trussel mod de Olympiske Lege i Beijing.
”Vi er sikre på, at et potentielt udbrud ikke vil påvirke OL”, sagde talsmand, Mao Qunan i sidste uge.
Også verdenssundhedsorganisationen WHOs repæsentant i Kina, Hans Troedsson, udtaler, at han ikke forventer, at udbruddet bliver et problem, og at WHO yder teknisk bistand til Kina.
